138
Et Glimt.
alle disse Enkeltheder var, kan jeg ikke nægte, at hun saâ dum ud. Og af alt dette Gnistrende og Svulmende kom kun det ene Ord bredt og idiotisk ud:
"Hva'?"
"Maa jeg male Dem af?"
"Hvem?"
"Dem."
"Hi, hi, hi! Siger den Mand "Di" til mig? Hi, hi, hi! …"
"Maa jeg male dig af, Lisbeth?"
Vi vexlede et Øjekast. Hun saâ ondt paa mig. Jeg gjentog Spørgsmaalet for tredje Gang. Hun mumlede:
"Jeg kan lige saa godt blive gjort Nar af paa den ene som paa den anden Maade. Jeg er lige glad. Værs'go'. Jeg bliver vel ikke værre Skidt end det, jeg en Gang er.
"Kan jeg saa begynde i Morgen?"
"Næ — det maa være i Dag."
"Hvorfor?"
"Jo."
Tre Gange samme Spørgsmaal og Svar. Endelig ved fjerde Spørgsmaal mumlede det store sorte Fruentimmer:
"Nej, for i Morgen er jeg her ette."
"Ja, men saa kan jeg jo male Dem i Deres Hjem."
"Hi, hi! Naa, den Mand siger "Di" til mig? Hi, hi, hi. Kan du ligge stille, dit Olleborre?"
