139
Et Glimt.
De sidste Ord vare henvendte til Barnet, der ved at rulle sig havde faaet Klæderne op over Hovedet, sprællede vildt med Benene og vrælede af fuld Hals.
Jeg gjentog min forrige Opfordring. Hun svarede:
"Næ —. Det er ikke til at byde noget Menneske ind i det Svinehul."
"Ja, men det skal netop males, som det er."
"Naa ja, ja. Skal der gjøres Nar, saa er det vel bedst, at det bliver lavet saadan til, at de rigtig kan grine En ud i Sognet. Jeg er lige glad."
Næste Dag bar jeg med Husmandens Hjælp mine Malerapparater til den en Fjerdingvej borte liggende Nabolandsby, hvor Lisbeth havde Ophold. Det var et usselt Hus. Straataget saâ ud, som om en Kæmpehaand havde vredet det med Vold. Græstotter strittede ud mellem Mosfladerne; Vinduesglassene døsede i smudsige Regnbuefarver. Dørens øverste Lem hang apoplektisk ud over den nederste. Foran Huset var en saare smal Havestrimmel, hvor nogle Kartoffeltoppe sygnede hen. Jeg havde nær traadt paa Pigebarnet, der laa under Kartoffelplanterne. Husmanden pirrede til hende med Spidsen af Træskoen og sagde:
"Naa, hum dig, du Skruptaase!"
Væggens Bindingsværk lignede en vanfør Knokkelbygning. I en udslaaet Rudes Sted sad en gammel Uldsok.
"Ja, se her er Palæet," sagde Husmanden. "Men se — Dronning Sidse og Prinsesse Lisbeth der-
