158
Hertugen.
Laarstykket paa sine Benklæder; Kammerraaden vinkede til ham, at han nok maatte sætte den paa Hovedet. Saa drejede Principalen Næsetippen lidt til venstre, paa skraa over de blaa Briller, tog Pibespidsen ud af Munden og brummede:
"Lars er bleven vist ned for tredie Gang. Det er meget sørgeligt."
"Kunde man næsten ikke kalde det "skammeligen", Hr. Kammerraad?"
"Nej. Det kan man ikke, Olsen. jeg har talt med Præsten. Han sagde til mig, at han havde reduceret, det vil sige indskrænket, sig til det allersimpleste Spørgsmaal. Han sagde: "Kan Du blot nævne mig Navnet paa det højeste Væsen: Lars?" Lars betænkte sig lidt, lo paa sin sædvanlige taabelige Maade — for den Dreng griner jo altid — og sagde, at det kunde han nok. "Hvad kalder du da det Væsen?" spurgte Præsten. "Kammerraaden paa Stenbjerg Møllegaard", svarede Drengen."
Møllersvenden lo. Kammerraaden fortrak Munden til en Indledning til et Smil og fortsatte:
"Ja vel har Sagen sin saakaldte komiske Side, Olsen, men ogsaa sin meget sørgelige, og det er den væsentligste. God Morgen, Olsen!"
II.
Hvem Drengen "Lavs's" Fader var, vidste Ingen. Hans Moder var et stakkels aandssvagt Fruentimmer, uægte Datter af en fyrretyveaarig Husmandsenke
