163
Hertugen.
Der laa Mette, hel kjendelig endnu. Hendes store hørgule Haar havde opløst sig og bedækkede som et indfiltret fugtigt Net hele hendes Overkrop. Ind mellem Haarene havde mørkegrønne Siv flettet sig. Hendes blege Ansigt var roligt som et sovende Barns, og nu, da ingen Grimace fortrak det, gjorde de store stille Linier et højtideligt, man kunde næsten sige monumentalt Indtryk. Hendes Træsko vare gaaede til Søs; de nøgne Fødder stak oven over Vandet og skinnede marmoragtig i Aftensolen. Tæt ned over Liget svajede Pilens og Hyldens Grene, de nederste Blade strejfede sagte det brune Vand.
"Ded er dog det pænneste Lig, jeg noven Tid har set," sagde Husmandskonen, som var fulgt med Manden fra "Kantoret" og først afbrød disses officielt-højtidelige Tavshed ved at snyde sin Næse og tørre sine Øjne i sit Forklæde. Og hun tilføjede i "den læsende Tone, hvormed Almuesfolk paa Landet stræbe at give deres Tale Højtidelighed:
"Hun er ligefrem smok og nysselig, som hun der ligger og er hensovet i Salighedens Paradis."
Da Konen kom hjem, kjærtegnede hun den lille Lars, der den Gang var fem Aar. Hendes Mand blev saa rystet ved, hvad der var sket, at han strax søgte hen til Kroen, drak mange Snapse og fortalte med grædende Taarer Historien til de andre Krogjæster. Men, da han kom hjem, pryglede han Konen, fordi hun ikke havde passet bedre paa en Løsøregjenstand, som altid var 40 Daler værd om Aaret.
Og efterhaanden som Savnet af de 40 Daler
