162
Hertugen.
lem Ægtefolkene, grinede Mette og forholdt sig ganske nevtral.
Det var ved Sankt Hansdagstider, da Mette og hendes Dreng paa Grund af Husmandsfolkenes Markedsrejse en Gang vare under Indsidderfamiliens Opsyn. Mette løb sin Vej som sædvanlig. Siden var der Folk, som paastod, at de havde set hende paa Markedet ved Karrousselbanen og foran et Kagetelt.
Næste Morgen blev Drengen bragt Husmandskonen af Indsidderkonen med de Ord:
"Mette er yde og løve … hæ hæ."
Og begge Konerne lo helt lystig og tænkte ikke større over den Ting.
Men der gik to, der gik tre, og der gik fire Dage, der kom ingen Mette. Husmandskonen blev bange for "ded sælle Kræ", hun gjorde jo ikke nogen Fortræd, og, var hun kommen noget til, saa mistede Folkene jo de fyrretyve Rigsdaler om Aaret, som Sognet betalte for Mette.
Husmandskonen fik sin Mand drevet op til Sognefogden; denne gik til Birkedommeren, og Undersøgelser blev satte i Gang. De gav følgende Resultat.
En rødlig straalende Sommeraften, der forgyldte Randene af Bladene paa en hvidlig Pil og en brunlig Hyld ved Randen af et Kær midt inde paa Marken, fandt de udsendte Folk Mettes Lig tæt ved Kærets Bred paa knap en Fods Vand. Forelaa der et Selvmord? Det var umuligt at faa Vished derom. Ingen havde set Mette siden paa Markedet, og de Vedkommende vare ikke en Gang sikre paa det.
