170
Hertugen.
enkelt Gang opdagede en Karl eller en Pige ham paa slige Expeditioner, og Opdagelsesiveren lønnedes da med et Rap eller et Ørefigen; men det skræmmede ikke Hertugen: i Morgen begyndte han, hvor han slap i Dag.
Saaledes henrandt nogle sorgløse Aar paa Møllegaarden. I Skolen led han intet ondt, thi den nye Skolelærer havde opgivet at faa nogen Lærdom til at bide paa ham. Men, da han skulde nyde Konfirmationsforberedelse hos Præsten, véd vi jo, hvorledes det gjentagne Gange gik ham. I Præstetimerne sad han med taarefyldte Øjne og ildrøde Kinder — af kvalt Latter. Præstens prækende og docerende Tone, Børnenes stødvise, rhythmiske Fremplapren af Psalmevers, de mange underlige Ord i Lærebogen og Katekismen, til hvilke Hertugen lige saa lidt kunde fæste en Forestilling som til den kjøbenhavnske Grosserers Brandere, maa have forekommet ham saa urimelige eller pudserlige, at Skoggerlatteren meldte sig med frygtelig overvældende Magt hver Time. Nu var han bleven "vist ned" for tredie Gang. For Kammerraaden var det en liden Klik paa Gaardens gode Ry, at dens Svinedreng ikke kunde blive konfirmeret.
IV.
Det Herligste, Hertugen nogensinde havde oplevet, var vederfaret ham en Efteraarsdag for et Aarstid siden.
