171
Hertugen.
Der var Marked i Kjøbstaden — Mortensmarked hed det — og en Del af Gaardens Folk vare tagne derop. Blandt de tilbageblevne var ogsaa "Frøkenen", Kammerraadens eneste Datter. Hende havde Hertugen aldrig brudt sig om; hun kom jo ikke ham ved; i det højeste havde han et Par Gange Skoggerlét, naar han saâ hende pyntet, thi alle de Sløjfer, Baand, Blomster og Garneringer forekom ham lige saa latterlige eller urimelige som de underlige Ord i Lærebogen eller Katekismen.
Det var sent paa Eftermiddagen; det Gule i Lyset var ved at blaane. Hertugen laa inde hos "Maarjan" og delte sin Midaftensmad med ham. Pludselig glemte den sorte Køter sin Madglæde for sin Embedspligt eller Menneskekjendskab eller, hvad man vil kalde det. Pokker tog ved den ud af Huset og den istemte en rasende Gøen.
Lige over for Hundehuset, hinsides Møllerenden var Indgangen til Haven. Gjennem Gitterlaagen saâs strax til venstre en Bænk under en Lind. Der sad Frøkenen, men hun var ikke ene. En Mandsperson. som Hertugen nok kunde se var "kjøbstadklædt", holdt hende om Livet, og hun lænede Hovedet op mod hans Bryst. Parret syntes hverken at høre eller se Noget omkring sig, thi Morians Spektakel anfægtede det ikke. Det sad fast sammenslynget og ubevægeligt.
Hertugen blev kjed af Morians Vrøvl og raabte højt:
"Ka du'tte hulde din Kjæve i, dit Utuske!"
Ved Lyden af en menneskelig Stemme fôr
