175
Hertugen.
Han lukkede Øjnene. En Stabel af Søster-, Smør- og Sandkage rejste sig foran ham, og over den svævede en hvid, ganske renvasket Haand med hvide Neglerande, Noget, Hertugen kun havde opdaget paa en eneste af de Hænder, han havde set i sit Liv.
Han hverken turde eller gad spørge, men lyttede mere end nogensinde efter, hvad Karle og Piger snakkede om i Borgestuen. Det havde hidtil været ham den ligegyldigste Sag af Verden. Han havde sjælden forstaaet eller i al Fald ikke brudt sig om at forstaa deres Tale.
"Nej, Forvalteren paa Løvegaard ejer aldrig en "enigste" Skilling", bemærkede Mads Røgter en Aften, "saa det er jo en rimelig Ting, at Manden sender hende væk, naar hun bliver ved at være gal efter ham. Og — se — at … inde i Kjøbenhavn er der jo manne rige "Grossere" og saadan novne; ka'ske hun i Tidens Løb kan faa Lyst til saadan En; ded var jo da meget bedre, var 'et, ja Gu' var 'et da saa."
"Nej, Gu' var 'et da ej," bemærkede Bryggerpigen, en ung stærk Pige paa et Par og tyve Aar, "man skal ta' den, man har Sind til."
"Aa Sludder", bemærkede Mads med en verdenserfaren Mands Foragt for ungdommelig Romantik.
Hertugen var snart sytten Aar og havde levet saa meget mellem Karle og Piger og Kreaturer paa Gaarden, at det Erotiske i sine laveste Former ikke var ham noget Ubekjendt. Han forsøgte virkelig ogsaa at overføre sine Erfaringer paa Frøkenen, men blev helt bedrøvet eller arrig over de Forestillinger,
