174
Hertugen.
skjøn Dag, mens Hertugen havde Noget at bestille. kjørte Frøkenen bort. Samme Aften mærkede Hertugen nok i Borgestuen, at Folkene ved Nadverbordet stak Hovederne sammen og nævnede "Frøkenen" flere Gange, at Nogle fniste, at en Karl sagde, "at Manden var altfor galhovedet", at en Pige hævdede, at "Forvalteren paa Løvegaard jo var et ræjtig pænt Menneske", at en anden Pige paastod, at "han var en faarlig Rad etter Pigerne". Men Hertugen var ikke stærk i at uddrage Følgeslutninger og følte først, hvad der var sket, da Kagerne og Hvedebrødet udeblev Dag efter Dag.
Og han skottede nu Dag efter Dag til Vinduet i Frøkenens Kammer, som vendte ud til den lille Trekant ved Møllerenden, hvor hans anden Ven, Morian, jo ogsaa havde sit Stade. Dette Kammer havde Hertugen stjaalet sig til at gjennemsnuse et Par Gange. Drengen saâ det Glas med Blomster i, som plejede at staa i Karmen, saa længe Blomster var til at opdrive, men det var bestandig de samme Blomster, og efterhaanden opdagede han, at de hang visne og farveløse ud over Glassets Rand. Saa fandt han de sørgelige Blomsterruiner en Morgen liggende paa jorden udenfor Vinduet. Hertugen gav sig til at græde. Det var længe siden, han havde grædt, thi det var længe siden, at Hug bed paa ham. Han sankede Blomsterne op, saâ paa dem, mens han snøftede af Graad, stak dem i Baglommen paa sin forhenværende Borgerofficersuniform, krøb ind i Hundehuset til Merian, græd en god Stund og tørrede sine Øjne i Køterens lodne Pels.
