190
Kjærestesorg.
som en sjællandsk Tærningekapitæl fra den romanske Tid til en klassisk ionisk Form, eller simplere sagt, den havde i Grunden ingen Form. Og dog saâ hun godt ud. Hun passede til sit Arbejde og stod som en god Staffagefigur i dette Landskab, som om hun var groet op netop af denne Jord med samme Ret som Træerne, Græsset og Sæden. Mens hun malkede, sang hun:
Og Ungersvenden sagde til sin Pige:
Jeg elsker kuns aleneste dig;
vi ere jo hinandens Lige,
og derfor skal du gjengjælde mig.
Og gjør du det ikke, o Pige!
da kan jeg ej beholde mit Liv,
da synker jeg i Dødens kolde Rige,
hvor Skaberen aldrig siger: Bliv!
Da hun havde faaet Ende paa denne tragiske Strofe af sin Vise, slog hun en Latter op, saa det gav Ekko hen over Søen, saa den sorte Hund gøede paa Bakken, saa et Par Frøer af Skræk plumpede helt kluntet ud mellem Rørene. Ja endog Grisen, der beboede et Brædehus paa Bakkehældet, fandt sig foranlediget til ved et Par korte Grynt at stadfæste sin Tilværelse.
Marie saâ den langtvoxede Karl paa Gaarden ligge udstrakt foran hende i Græsset. Der havde han nu for Resten ligget den hele Sommer, saa længe Kvæget havde været ude, og med sine store brune Øjne vexelvis gloet i Luften og paa Marie, sukket og konverseret paa sin Vis, alt mens hans
