191
Kjærestesorg.
tynde rødlige Skjæg svajede for hver Luftning ligesom Sivene, men i blødere og lydløsere Sus.
"Du er det taav'ligste Stavær, der nogensinde har stukket i Halmen paa et Par Træsko," sagde hun, mens hun lo højere og kaadere end før.
En dyb hæs Basstemme, der ikke syntes at høre hjemme i den spinkle, hulbrystede Krop, den udgik fra, brummede med affekteret Prækedeklamation:
"Jeg har ligget her i mine egne højere Tanker, og de gaar … de gaar op … de … gaar …"
"… Avet om, Niels", sagde Pigen.
"Du lærer aldrig at forstaa mig, Marie."
"Jeg er ogsaa lige glad."
"Og du bryder dig ikke om, hvad der beskæftiger mit indvortes Menneske."
Nej føj. Det ser vist ledt ud, siden du tager saa mange Apothekersager til at forbedre det med."
"Det, du siger, er ikke fornærmeligt, Marie. Jeg kan godt skjønne paa, at der er Lune og … det, man kalder Ironi i det."
"Er det det samme som Peber og Krydernelliker, Niels?"
"Jeg forstaar meget godt dine Taleformer, Marie, og du udfylder saa at sige min … indvortes Beskaffenhed …"
"Det er noget Sludder! Jeg har aldrig prætenderet paa at være præstelærd."
"Jeg har heller ingen ultreret Agtelse for den golde og ufrugtbare Kundskabsmasse, bestaaende af uensartede Elementer og Momenter. Det, jeg høj-
