192
Kjærestesorg.
agter som Menneskehedens eneste Højvelbaarenhedsret, det er det, som sidder derinde, og som er plantet egenhændig af Naturen."
"Hvad er det?" spurgte Marie og gabede.
"Det er … det er … ja, det er … naturligvis …"
"Naa saadan", sagde Marie. "Saa blev jeg da saa meget klogere. Tak for det, Niels!"
Mælken straalede over Fingrene ned i Spanden i vedholdende Strøm, og Latteren tog Ekko ud over Søen.
"Har du Mod til at høre, hvad det er, Marie?" raabte Niels og rejste sig paa Albuerne.
"Hvad Fa'en skulde jeg være bange for?" sagde Pigen, standsede dog sin Malkning og saa paa ham. Hun følte sig ikke saa ganske sikker denne Gang.
Niels læste sig Mod til ud af Malkepigens Holdning og Miner. Han slog sig for Brystet og sagde hult:
"Jeg mener Geni."
"Naa—aa", sagde Marie beroliget og lige saa overlegen som før. "Ja det har du vel nok af, Niels?"
"Hidindtil har jeg immer havt den Tanke, jeg tror det endnu, men … ingen Andre vil tro det."
"Det er da løjerligt. Det har jo alle Markedsbajadser og Komediantspillere, og dem ligner du i de fleste Maader, Niels."
"Tak, Marie, Tak!" Og han rakte Haanden ud imod hende.
