206
Kjærestesorg.
Da hun saa hørte, at denne Tanke var bleven til Ord, højlydt Tale, der lød i Mørket, som om en Anden havde talt, blev hun flov og meget arrig paa sig selv. Hun sparkede til Dynen og sagde:
"Vil Du ligge stille, dit store Utuske!"
Da hun nu hørte disse Ords Lyd, kunde hun ikke bare sig for at le. Saa blev hun bange for sin Latter, saa lo hun igjen, fordi hun var bleven bange. Hun tvang sig da til sagte at tænke:
"Jeg tror, jeg er bleven rundtosset."
Maanen var kommen saa højt til Vejrs, at den paa én Gang fik Raad til at spendere en rigtig lang meget spids trekantet Pil paa Karlekammeret jævne Gartner Kjeldsens Kostald. Det blev saa lyst, at det var en Fornøjelse. Maanestraalen overvandt ogsaa den Angrebskolonne, der havde anfaldet Marie i Mørket, og spredte den, saa den helt forsvandt.
"Det er et ledt mørkt Hul, det Karlekammer," sagde hun. Hun hørte nu sine egne Ord, uden at hun hverken fandt Anledning til at blive bange for dem eller at lè ad dem. Hun fandt dem tværtimod meget fornuftige og fik Lyst til at tale mere med sig selv.
Der var jo slet Ingen i Kammeret, hverken Maren eller Utingen. Ja, men der var lige godt Noget, som pinte hende myrderlig, og det var derfor, hun ikke kunde sove. Men Lyset gav hende Trang og Mod til at give sig i Lag med dette Noget og prøve paa at ordne sin Modstand imod det ved i det Mindste at klare sig, hvad det var for Noget.
