Side:Sex Fortællinger.djvu/220

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

210

Kjærestesorg.


han saa kom med noget endnu utidigere Vrævl, saa havde han dog saadanne Talemaader og fine Ord i sin Mund, at de hævede ham langt ud over Bondestanden — det vil sige over Smaafolk i den Stand. Gaardmandsfolk vilde hun slet ikke tale om, de saâ ikke til saadant noget Rak, som hun, Niels og Mads var.

Det var jo ikke helt umuligt, at der var Noget ialt det Vrævl, som Niels diskede op med. En Tid havde hun troet, at det var Løgn altsammen, hvert eneste Ord. Saadan havde han fortalt hende om En, der var kommen af farlig simple Folk inde i Kjøbenhavn, Folk, der aldrig kunde æstimeres for mere end Indsiddere paa Landet, og han havde havt saadant et Haandelag til at lave baade store og smaa hvide Figurer, at der blev kjøbt af dem i hele Verden, og han, der lavede dem, var bleven myrderlig rig og havde bygget et helt Slot inde i Kjøbenhavn, hvor de, som havde Raad til det, kunde kjøbe Figurerne, og, da han døde, havde han havt mange flere Ridder, og Danebrogskors og Ordensbaand end Amtmanden og Kammerherren paa Borreskov, Herredsfogden og den enbenede Major, som boede i Kjøbstaden, alle havde tilsammen. Løgn var det nu ikke, for Marie havde bedt sit Søskendebarn, som tjente hos Skolelæreren i Spodsbjerg at spørge sin Husbond, om der var Noget i det, og Skolelæreren havde sagt, at det havde sin Rigtighed, det kunde baade Pigen og Marie faa Bevis for, naar de vilde gaa ind i Forstuen i Hovedbygningen paa Borreskov, for der var et hvidt Skilderi, og det fore-