209
Kjærestesorg.
fortælle, at han havde sagt baade Degne og Friskolelærere og Højskolelærere Besked, saa de ikke havde mere, de skulde have sagt den Gang. Ja, det var et farlig godt Hoved, Vorherre havde givet den Niels! Se, om han takkede Vorherre for det! Nej, han var lige saa storsnudet mod ham som mod alle andre Mennesker! Marie burde — det følte hun — være forargerlig til Sinds over det, men hun maatte tilstaa for sig selv, at det lød farlig rask og højmodig, naar Niels saadan bralrede op baade mod Gud og Mennesker, ligesom han kunde være General Satan selv.
Og naar han saa stod og gloede hen for sig, saa hans Øjne gnistrede ved det, og mumlede, at, hvis han havde En, han elskede, med sig, saa var han Herre over hele Verden. Løgn var det jo, for hvad skulde det hjælpe ham til et Konge- eller Kejserdømme eller blot til den daglige Føde, at han havde en Kjæreste? Han maatte da have nemmere ved at bjerge Kosten, naar han var alene. Men han saâ rigtig kjøn ud, og det lød rigtig pænt, naar han bar sig saadan ad og sagde saadant Noget. Saa kunde rigtignok Ingen se paa ham, at han var bondefødt.
Det kunde jo være meget rigtigt, at Mads regnede ud, hvad de skulde have om Dagen for at leve, men det var kjedeligt at høre paa det. Det var meget mere morsomt at høre Niels sige, at han vilde sætte sig paa det løbskeste Bæst i hele Sognet og ride lige til Verdens Ende — det var vel nok noget Sludder, for han gjorde det ikke, … men, om
