213
Kjærestesorg.
Barndom, og Lirekasser og Harmonikaer som ved Markederne i Kjøbstaden, og ikke Orgelværk som hver Søndag i Kirken, men Basuner som ved de store Højtider i Kjøbstaden, naar de lød vældig ud fra Kirketaarnets fire Lydhuller. Rundtom ringede Klokker, ja de kimede som mellem Paaske og Pinse, og der var en Kvidren af Lærker og Spurve, Klukken af Nattergale og Drosler og Rørsangere — ikke en eneste Krage eller Allike eller Ravn eller Hane forstyrrede Koncerten ved Vrælen eller Galen. Da hun skulde se paa Niels, saa havde han en skinnende rød Kjole og hvide Buxer paa ligesom Kammerherren paa Borreskov, den Dag han fulgte sin Kone, hendes Naade, til Jorden, og tilmed havde han Guldepauletter paa Skulderen og hvid Fjer i Hatten ligesom Amtmanden i Kjøbstaden, naar han mønstrede Borgerkoret paa Kongens Geburtsdag. Hun saâ ned ad sig selv — og se, hun var i hvid Atlaskeskjole med langt Slæb, ligesom Herredsfogdens Datter, den Dag hun havde Bryllup med den unge Doktor i Uggerløse. Hendes Haand gled bagtil — og se — hun havde ligesaadant et gevaltig udbrusende Bagstykke, som de fineste Damer i Kjøbstaden havde baaret i de sidste Aar. Niels trak en Harmonika frem, som han havde gjemt under sine røde Kjoleskjøders hvide Atlaskes Foder, spillede og sang:
Marie, hvorhen vore Fødder end træde,
er Blomster og Sang og Skjønhed og Glæde,
og vi ere Herrer paa hele jorden,
og derfor est den et Paradis vorden …
