214
Kjærestesorg.
III.
"Marie! … Marie! Ma—ri—e!"
Hun vaagnede og sad med et Sæt overende i Sengen.
Hun kunde ikke komme til sig selv efter Springet fra Drømmelandet til det mørke Karlekammer, hvor Morgensolen ubarmhjertig blottede den raat kalkede afskallede Væg med de ubedækkede Stolper af Bindingsværket.
Og hvem raabte hendes Navn? Hun plejede at vaagne af sig selv. Endnu havde aldrig Nogen behøvet at kalde paa hende, hverken de bælgmørke Vintermorgener eller de lyse Sommermorgener med den skærende Sol.
Jo, … der stod Gartner Kjeldsen, lang og smal, i sin hvidgule Lærredsdragt med en Olieplet paa Maven og med store franske Træsko paa Benene. Morgensolen tændte hans røde Overskjæg, saa det luede som den spidse Flamme i Tuden paa Kjøkkenlampen, naar den hang i Skorstenen ved Vintertid.
Marie var gyselig flov. Først fordi hun ikke var vaagnet af sig selv, saa — og det var meget værre — fordi hun opdagede, at hele hendes Haar havde løst sig og hang til alle Sider som den lyse Manke paa den røde Hest, naar den ikke var striglet, for et Fruentimmer skulde altid være redt.
Alt dette løb med elektrisk Telegraffart igjennem hende, mens Kjeldsen tøvende ordnede sin jydske Talestemme til Skjænd.
