215
Kjærestesorg.
"Det er en nydelig Redelighed. Karlen laa og snuede i din Seng, og du ligger i hans."
Marie var nu helt vaagen og blev som sædvanlig snarraadig til Gjensvar.
"Ja, det er da bedre, Kjeldsen, end om vi begge to havde ligget enten i hans eller i min."
"Ja—a—a. Det kan nu være sandt nok, … men … hvorfor skulde I saadan … sangsere Seng?"
"Niels var syg igaar … og saa bad han mig om at bytte, fordi det trak ind i dette herre Kammer."
"Du er fæl medlidende mod den spatbenede Vallak, synes jeg. I har vel ikke ligget hver for sig hele Natten."
Marie gav sig til at græde saa voldsomt, at hun hylede og hulkede som et Barn.
Gartner Kjeldsen stod og saâ stift paa hende. Han vidste ikke, om det var et Tegn paa Skyld eller Uskyld, denne Graad, som bragte hele den store, stærke Piges Overkrop til at vride sig som en Orm, man træder paa. Allenfals blev han uhyggelig til Mode ved dette stærke Sindsudslag, som var hans jydske flegmatiske Temperament og rolige Energi saa fremmed.
"Du skulde hellere lade være at tude og brøle, Marie, og staa op til dit Arbejde," sagde han. "Du véd jo, at min Kone ikke kan tage fat, saa daarlig som hun er efter den sidste Barselseng. Der staar nu Køerne dernede paa Engen, og de skulde være malkede for over en Time siden … Naa, naa, naa! … Du kan da bie, til jeg kommer ud, det ligner
