220
Kjærestesorg.
til at blive usynlig. Da han slet ikke kunde se ham mere, brummede han:
"Det sølle Kræ! Vor Herre har skabt ham til et tosset Kre'tur. Jeg vilde lige godt ikke blive saa forskrækkelig glad, om jeg hørte, at han enten havde aflivet sig eller var kommen paa Arbejdshuset … Men … saa længe Verden staar, maa dog Husbonden være Husbond, og Tyendet Tyende."
Kjeldsen havde røget sin Pibe ud. Han tændte en Cigarstump, den økonomiske Rest af to Dages Cigarrygning, thi han var tre Dage om én Cigar. Den skulde være gjemt til Middagskaffen, samme Stump; men Kjeldsen følte sig saa betagen af denne Morgenstunds Sindsbevægelse, at han letsindig greb til den Opstrammer, som nærmest tilbød sig. Han gik en Omgang i sin Have, eftersaâ Urte- og Blomsterbede, rykkede af og til, halv adspredt, en Nælde, en Bynke eller anden Ukrudtsplante op med Rode, gik ned til Søen, spyttede ud i den, for den korte nikotinholdige Cigarstump irriterede Spyttekjertlerne. Men bestandig følte han en Uro i Sindet, som havde han gjort noget ondt. Men det havde han jo ikke. Niels var jo dog et Bæst; længe havde han tænkt paa at sige ham op, hvad han ærlig havde fortjent, og nu var der jo kun sket ham hans … ja … lad mig sige, hans retmæssige Retfærdighed … Saa! Nu er han væk.
Kjeldsen sugede paa Cigaren, som skulde han suge Hjertet op i Svælget. Han saâ Marie gaa over Gaarden og ned til Søen med en Bylt vasket Tøj til Skylning.
