221
Kjærestesorg.
"Den tossede Tøs — hæ … hun! … Ja, Gud ved, om hun egentlig har gjort Noget i og for sig selv? Saa! Nu trækker hun Hoserne af og sopper ud! Hæ … Det er dog vist bedst, jeg snakker om Tingene med Mine."
Kjeldsen tog, hvad Cigaren kunde byde i sin Dødsstund. Først, da den sved hans Overskjæg, hev han den langt fra sig, sukkede og gik ind til sin Kone i Sovekammeret.
Endnu vare de tætte Rullegardiner nede. Madam Kjeldsen havde ligget i Sengen den meste Tid, siden hun havde født sin sidste Dreng. Han og hans ældre Broder laa i det dæmrende Rum paa Gulvet; begge i bar Skjorte. De væltede sig i Gulvsandet som Smaagrise, smaahvinede og smaasloges, hver gnavende paa et Stykke Rugbrød, hvis Smør de delte med deres Mund og Kinder, alt mens de ugenert blottede sig baade for og bag. Kjeldsen vidste ikke rigtig, hvad han skulde sige.
"Det er Fa'en til Varme, Mine!" begyndte han.
Hans Hustru svarede:
"Det gjør saa ondt med den nye Gibsbandage, som Doktoren lavede igaar. Den skærer mig baade i Hofterne og …"
"Her er forbandet mørkt," brummede Kjeldsen og rullede det ene Gardin op.
Et Par kloge, tungsindige Øjne fulgte fra Sengen alle hans Bevægelser og hele hans Minespil. Kjeldsen mærkede det og vilde knibe ud fra deres Rækkevidde. Han flyttede sig hen til det andet Vindue,
