223
Kjærestesorg.
"Kjeldsen!" sagde Hustruen paa én Gang mildt og formanende, som kunde det være et af deres Smaabørn, hun talte til. Hun havde set, hvorledes Børnene havde tyet hen til den store Bondepige.
"Ja, man kan sgu da ogsaa blive arrig en Gang imellem", brummede han uden at se paa Konen, men nærmede sig til hende fra Siden, ligesom lidt luskende.
"Hvordan vil Du have, jeg skal undvære Marie? Hun er den eneste ordentlige Pige, jeg har havt i tre Aar", sagde Madam Kjeldsen.
"Jeg har ikke sagt hende op", sagde Kjeldsen surt.
"Men hun tager bort alligevel."
"Skulde jeg da have beholdt det andet Bæst — ham Niels — for hendes Skyld?"
"Ja, for gjorde han ikke noget Gavn, saa var han dog ikke stort værre end de Fleste."
"Han skabede sig saa ækelt."
"Det kunde du jo lade ham selv om, hvis han vilde være Komediantspiller."
"Og saa stjal han Mælk!"
"Ja, vi har havt dem, som stjal Penge."
"Og saa det med Marie, som laa i hans Kammer … og …"
"Kan Du bevise, de har gjort noget Galt sammen?"
"Nej! Men man er da ikke fra igaar, saa man ikke kan begribe, at Mennesker …"
"Ikke er andet, end hvad de er."
"Ja netop. Men de skal dog ikke have Lov
