226
Kjærestesorg.
Aa, der var dog saa dejlig lunt i Gaarden og endnu lunere nede i Engen. Alt lukkede og spærrede for det, der vilde ud af Sindet. Det kunde Altsammen blive derinde, knurre og murre af og til, men Marie, de store Bøge, de gamle Elle og de vældige Siv, tætte som Hveden i fed Jord, var enige om, at det var dejligt at være i Ro — at lukke sig, at stænge for. For det meste inden i En, det var noget tosset Tøj, ligesom Frøerne inde mellem Sivene, Snogene inde mellem Ellestubbene, Skrubtudserne inde mellem Jordbærplanterne, Myrerne og Ormene under Bøgerødderne.
Da Marie plukkede Jordbær efter den sidste Bestilling fra Amtmanden i Byen, tog hun hver Skrubtudse, hun saâ, i det ene Bagben, drev den af al Kraft ud over Enghulingen, stadig i det sangvinske Haab, at Kastet skulde være stærkt nok til at befordre Delinkventen ud i Søen. Det lykkedes aldrig. Hun hørte stadig et dumpt Plask nede i Engen; videre kunde hun ikke faa kastet det grimme Dyr. "Men saa kom han altid saa langt, det Bæst! Saa kunde han ligge og kravle der, til han gad hoppe ud i Søen."
Naar hun selv kom ned til den for at vaske eller skylle, gjorde dens aabne Flade med alt det Solkommers hen over sig hende megen Fortræd. Saa trængte alt det paa, som hun gjemte inden i sig, og vilde ud i det meget Lys og det frie Rum; i det mindste vilde det gjøre en Tour over til Skoven paa den anden Side; men det skulde blive inde og være ordentligt, hvis hun ellers skulde have
