227
Kjærestesorg.
Fred. Hun kneb da enten Øjnene tæt til eller holdt dem skarpt fæstede paa den lille Smule Vand, hun behøvede til sin Dont. Paa den Maade holdt hun alt "det indvendige Skab" i Ave.
Det lindede da farlig igjen at komme op, hvor Alt dækkede for Synet. Der kunde En have Fred!
Saa kom Efteraaret og rev den ene Rift efter den anden i de skjærmende Løvgardiner. Og saa falmede Resterne saa skammelig som uægte farvet Bomuldstøj.
Naar hun kom ind i den tidlige, dæmrende Morgen, hvor Alt ned mod Søen laa i Taage, gik det godt an. Der havde Marie Sind til at synge som midt om Sommeren og afleverede ud i Disen Visestumper som f. Ex.:
Den, som sørger, den, som græder,
glædes skal i Himmerig,
gaa i hvide Silkeklæder,
fryde sig foruden Svig.
Selv paa Jordens favre Sletter
er der store Glæder til;
syng i stjerneklare Nætter,
Pigelil! til Strængespil.
Hun kunde rent lade være at tænke paa, hvad hun sang, vugge sig i den tarvelige Melodi og i de trivielle Rhythmer og bagefter, naar Ordene randt hende i Hu, le ad dem som noget Vrævl, der kunde være godt nok for Niels og saadan nogle taab'lige Rade.
Saa lettede Taagen, saa dirrede Duggen i de lange Traade af Edderkoppespind, der viftede frit
