228
Kjærestesorg.
ud i Luften eller hængte sig mellem Blad og Blad, Gren og Gren; saa grinede Solen bredt gjennem de plyndrede Træer, alt mens den sendte sit Grin lige ind paa de stakkels døde Blade. De maatte til at begynde deres langsomme Fald mod Jorden, vridende sig i Dødskampen, opdrivende al mulig Modstand mod den ubetvingelige Lov, som tvang dem ned.
Og hvad Solen ikke grinte, grinte Søen. Hu, hvor den blev aaben allevegne!
Der var ingen Ro mere.
Ligesom Sol og Se, det tilbageblevne Løv og de vaadt glinsende Stammer, Sivenes glitrende Toppe, de sejlende og dirrende Spindelvæve, de dugbestænkte røde Køer nede i Engen syntes at have det allerlystigst, saa mørknede Alt med et.
Skoven hinsides Søen blev sort. En sodfarvet Sky bredte sig over Himlen. Skraa Regnstraaler marcherede over Søen og piskede den; den spyede til Gjengjæld op imod dem, som den kunde bedst. Det suste, hvinte, plaskede og sjaskede. Saa! Nu kom Regnens vaade Skyts over Liselyst. Tøjet, der hang til Tørring paa Snore mellem den ene Længe og Stuehuset, maatte reddes i lynende Fart. Hvor den Regn og den fejende Blæst gjorde lyst ud mod Søen! Den rev hele Totter ud af Træernes tynde Haar. Løvet fløj og flagrede; det, der alt var faldet, fik ikke engang Ro; det maatte med i Dansen.
Oppe paa Gaarden, hvor Marie, efter at have bjerget Husets Vask, gik om dyngvaad, med Regn-
