229
Kjærestesorg.
vand drivende ned ad Fingrene, kunde hun se et stort, et meget stort Stykke Sø, og til den anden Side laa Landevejen med sine, ejenskærende Pytter og omtrent nøgne Allétræer. Nu piskede Bygen langs Landevejen. Det var forskrækkeligt saa langt man kunde se nu, da Træerne ikke lukkede for Udsigten.
Nej — der var ikke Fred eller Læ nogensteds!
Marie stod støttet op til Laagen ud mod Vejen, turde ikke længere se langs den uendelige Vej, heller ikke vende sig, for saa havde hun den aabne Sø. Hun gav sig til at græde omkap med Oktoberbygen, løb ind paa sit Kammer, smed sig paa Sengen og hulkede med Næsen ned i Hovedgærdet.
Aldrig havde Marie hidtil brudt sig det mindste om, at Aarstiderne vexlede. Det var jo i sin Orden, at Sommeren var varm, Vinteren kold, at Alt spirede om Foraaret, og Alt visnede om Efteraaret.
Hun maatte have Redelighed paa, hvad der gik ad hende nu, da hun kunde græde over hvert et Blads tunge Fald, græde omkap med Bygerne, der red i Galop over Søen. Og hun vilde have Redelighed derpaa, for der var ingen Mening i, at en stor og stærk Pige, der ellers havde en Appetit som et andet Kre'tur, laa saadan og skabede sig. Hvad savnede hun?
Det nyttede ikke, at Noget i hende vilde smage sig fra det Hele. Der var noget Andet i hende, og det følte hun var det Stærkeste, som krævede en ren og klar Besked. Hun tvang det første Noget
