232
Kjærestesorg.
at nævne et Ord derom, da han vidste, hvor nær hans Kone vilde tage sig det. Men, da Marie til Eftermad havde leveret Aborrer, som var saa forkogte, at alt Kjød faldt fra Benene, mistvivlede han et Øjeblik om at kunne bevare sin Ro. Han gjenfandt den først, da han havde aabnet Vinduet og med et kraftigt Kast besørget et helt Exemplar af de mislykkede Fisk hen til Hundehuset. Lænkehunden lod sig ikke byde den Extraforplejning to Gange. Et Øjeblik havde Kjeldsen fortrudt, at han ikke, til endnu større Haan for Marie, havde givet sine to Grise hver en forkogt Aborre.
Nu, da hans Kone igjen pirrede ved Saaret og klagede over sin egen sørgelige Lod, kogte hans Sindsbevægelse over paa upassende Tid og Sted. Han udbrød, mens han fór om i Kammeret:
"Ja, kunde man endda lære sig til at tygge Drøv ligesom Kvæget, saa kunde man da gaa ud i Stalden og æde, for Høet er da hverken svedent eller kogt i Smadder saadan som den Svineføde, der bydes En."
Han blev bange for sine egne Ords Buldren i Sovekamret. Han tav brat og satte sig atter paa Sengekanten, tog sin Kones smaa bleggule Hænder med de svulne blegblaa Aarer mellem sine vældige rødbrune Arbejdsnæver, strøg dem saa fint, som de havde været af Silke, eller som de havde været de sarteste Rosenblade, det nogensinde var faldet i hans Lod at behandle, mens han var Herregaardsgartner. Aa, de var saa kolde og klamme, de stakkels Hænder! Saa magre og saa kraftesløse, at Kjeldsen
