233
Kjærestesorg.
fik en Fornemmelse af, at Mellemhaandsbenene vilde ramle sammen, hvis han blot gjorde en Antydning af at klemme dem.
Saa inderlig hjælpeløs var den stakkels Kvinde, som nu trykkede sin Kind til hans Arm og varmede langt ind i den med sin Feberhede. Og saa følte han sig selv saa hjælpeløs overfor denne Syge, saa skyldig, fordi han havde ladet sin Gnavenhed i Anledning af den daarlige Mad gaa ud over hende. Det drog igjennem hans stærke Krop, som naar han en enkelt Gang om Vinteren havde vovet sig ud i piskende Sne i Skjorteærmer. Tænk, hvor Mine havde været en dejlig, buttet og frisk Pige, umulig at staa imod! Nu laa hun saadan! Og han, hendes Mand, var Skyld deri, for Doktoren havde sagt, at den anden Barnefødsel vilde blive slem, og nu … aa!
Hans røde og hendes blonde Hoved nærmede sig hinanden, og nu sad de der og græd stille over store og smaa Sorger, en næsten lydløs Sørgeduet, hvis klagende Moltoner bævede gjennem Sjælene som Vinden gjennem Smaabøgenes visne og raslende endnu fastsiddende Løv derude i Skoven.
Gartneren mælede endelig:
"Ja, hvad kan dette herre hjælpe, Mine? … Ja … ja … hvis Du mener, at det bliver bedre med Marie og hele Grejen her hjemme … ja det er rigtignok mod hele mit Princip og … Program at bede et Tyende, som man har jaget bort, om at komme igjen …"
"Mener Du, Niels?" afbrød Konen ham. "Nej
