Spring til indhold

Side:Sex Fortællinger.djvu/251

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

241

Kjærestesorg.


Kjeldsen var i Grunden glad over, at Mads havde brudt Isen. Kun maatte det ikke synes saa. Han sagde:

"Vil Mads Træskomand, din Fader, kjøbe Elletræ af mig? Han plejer jo at kjøbe direktig af Skovrideren, og jeg plejer at sælge lige saa direktig til ham."

"Ja saa Gu'," sagde Mads og kløede sin Ryg op ad Ledstolpen en Stund.

Kjeldsen saâ ud i Luften efter sin Cigarrøg og sagde som til sig selv:

"Se, hvor den driver ind mellem Træerne ud over Søen, den Røg! Det er sgu mærkeligt!"

"Ja saa Gu'." sagde Mads. "Saadant noget Skidt vil jo ogsaa have en Villie."

Kjeldsen rømmede sig. Uden at se paa Mads sagde han henkastende:

"Det maa ellers være en god Forretning, det at være Træskomand."

"Nej, den er bleven farlig simpel, Kjeldsen," sagde Mads. "Det er kun Husfolk og Indsiddere, som gaar til Træskomanden eller Tøffelmageren. Gaardmandsfolk gaar til Skomageren."

Kjeldsen saâ ned paa sine Blanklæders Støvler og følte sig i det mindste i Niveau med en Gaardmand. Han sagde:

"Da føder dog den gamle Mads Madsen Dig og din Søster."

"Føden er derefter," sagde Mads.

"Naâr Smørret ikke højt op i Smørhullet i Grøden?" spurgte Kjeldsen.