274
Kjærestesorg.
tørt Rugbrød i sin Ungdom uden Smør eller Belægning. En Nat — mit Leje var i en Lo — (det var kort før Roskilde Marked) skrev jeg ved Tranlampens Lys en Tragoedie; ja ligefrem noget meget Sørgeligt. Jeg var Elskeren og Du, Marie, var Elskerinden. Jeg skrev den med Blyant paa nogle Konvolutter. Den var meget kort, men dypsindig. Jeg skildrede, hvorlunde jeg, fordi Du havde givet Die af Naturens fulde Bryst, af Køernes rene Mælk, blev bortjaget af en gjerrig Borgherre, hvorlunde jeg omvankede, og saa tildigtede jeg Noget, som ej var sandt, men iddialiseret, at jeg, som Ewald og Wessel og andre af Verdens store Digtere, maatte ifølge en logisk Udvikling ende i Drukkenskab og Fordærvelse, gaa fra Naturens ordnede Skjød over i Raffineringens vilde Koas.
Du har aldrig født et Barn, Maria! Gid Du aldrig maa føle Smerten, inden det bliver til, og Sjælefryden, naar det er blevet til. Fuld af Faderglæde brød jeg ind til Skurken Bissenbacher, som laa i et godt Kammer og i en god Seng. Jeg fortalte ham, efterat jeg havde vaagnet ham, at jeg efter en Doktorgrads-Disputation havde udarbejdet en Tragedie. Inden han kunde svare, læste jeg faa Linier for ham. Han var en simpel Ingdustririder. Brytalt rev han mit Manyskrift ud af mine skjælvende Hænder, rev det i Stykker, slog mig Stumperne om Ørene og sagde (thi han var en Svensker), at mit Fornavn var Lymmel og mit Familienavn Fæhund. — Ja, Marie, det kalder en saadan svensk Gavtyv dannet Tone! Fuld var han.
