288
Kjærestesorg.
døren til Stationen; han kjendte Fligen af den "sorte uldne".
Han maatte naa hende. Men ulykkeligvis var der glat paa Perronen. Mads faldt, saa lang han var. Da han havde passeret Stationen, saâ han et Stykke op ad Vejen til Byen den velkjendte Skikkelse. Nederdelen af den "sorte uldne" vred sig om Benene i Løbet, Shawlet flagrede som en Fane, med den ene Haand holdt hun i Hatteskyggen.
Mads gjorde fortvivlede Anstrængelser for at naa hende. Han pustede som et Lokomotiv og svedte som en dansk Schweizerost. Han var stygt tilsølet efter sit Fald paa Perronen. Grupper af Mennesker, som han løb forbi, lo ad ham. Han tænkte:
"At løbe saadan paa en høj hellig Dag! At komme til Kjøbstaden som et Svin! Og saa griner de ad En til. Nej … at saadan en Tøs kan gjøre En saa taab'lig!"
Da Mads var naaet Byen, saâ han ikke Marie, saa langt hans Syn rakte op ad Hovedgaden. Han løb da ned ad den første Sidegade. Samme Resultat! Saa igjen ind i en ny Gade! Ikke Spor af den "sorte uldne!"
Nu kunde Mads ikke mere. Han maatte give et Brøl fra sig som en Tyr for at faa Vejret, da han standsede.
Til venstre læste han paa et Skilt "Beværtning og Logis for Rejsende". Uvilkaarlig gik han derind, sank om paa en Stol og forlangte stønnende en Bajer.
