27
Tre Fuldmægtige.
Under Læsningen blev han hidsigere og hidsigere; Klem lo først smørret, men blev efterhaanden smittet af sin Vens Pathos og fremsagde sammen med ham som i en Recitationsduet de to sidste Linier.
"Hold Mund, og lad mig tale!" sagde Stam.
"Jeg har ikke sagt et Ord", sagde Klem.
"Klem! Skal vi taale det! Skal Krog … skal han have Lov til …?"
"Hvad!"
"Til .... til .... Hvorfor glôr du saadan paa mig?"
"Tak, i lige Maade!"
"Farvel, Klem! Jeg spiser ikke til Middag paa Gjæstgivergaarden i Dag. Det er en aldeles aandløs og dræbende Manér saadan hver Dag at gnubbe sig op ad hinanden."
"Fuldkommen enig med den sidste ærede Taler."
"Ærbødigst Godmorgen!"
"Ærbødigst Godaften!"
De vare begge to nær ved at græde. Men Æren fordrede, at de gik hver til sin Side, og det gjorde de. Klem gik ud ad Stien mod Skoven, Stam ind mod Byen.
Klem gik en halv Times Tid, overvældet, ikke af Afskeden, men for hans Øje stod bestandig Helenes Ben og bengalsk belyste Nakke, da hun mod Slutningen af Stykket gaar om Bord paa Galejen med Paris. Han skjældte Helenes Fremstillerinde Halsen fuld, gav hende de sjofleste Betegnelser, han kunde opfinde, sagde til sidst:
