28
Tre Fuldmægtige.
"Jo længer jeg spaserer, desto mere arrig bliver jeg."
Han kunde ikke blive fri for denne Nakke og disse trikotbeklædte Smalben med Tilbehør, spyttede forgjæves ud i Grøfterne paa begge Sider af Spaserestien. Intet kunde bortmane den Djævelinde, som havde besat ham. Pludselig gjorde han Holdt med et Tramp med Hælen, gjorde helt omkring og vendte tilbage.
Han saâ omkring paa Skovens brogede, tynde Løv, hvorigjennem de brunviolette Kviste og Grene mere og mere borede sig frem; paa Byens rødbrune fugtige Hustage — det saâ altsammen saa underlig fremmed, næsten fjendtligt ud. Naar han tidligere havde ofret slige Fænomener et flygtigt Blik, havde de forekommet ham som gamle Bekjendte, som han ikke stod i nærmere Forhold til, men som det var hyggeligt at affærdige med en løs-gemytlig Hilsen. Men nu, da han var ene …! Det var, som om Skoven rykkede frem mod ham til Flankeangreb fra begge Sider, som om Byens Tage, lig røde Fodfolk fra før 1848, marcherede med Front mod ham. Uvilkaarlig vendte han sig om. Der var jo ogsaa Skov, som faldt ham i Ryggen.
Den midaldrende Flegmatiker stod et Øjeblik stille.
"Det er Løgn alt sammen", sagde han. "Det er den tossede Tøses Skyld."
Han kommanderede sig selv frem. Det røde Fodfolk blev atter til Teglstenstage. De løftede sig
