29
Tre Fuldmægtige.
mere og mere. Der var ikke Tale om, at de kunde eller vilde hindre hans Indgang i Byen.
Men hvor saâ Byen fremmed ud! For første Gang i sit Liv opdagede han, at Distriktslægens Hus var overmalet med brun Oliefarve.
Han længtes efter Stam og Krog. Men han vilde ikke være ene med nogen af dem. Det paastod han for sig selv. Men bag Paastanden laa noget, som var stærkere end han. Han vidste ikke, hvad det var, eller vilde ikke vide det. Han oversnakkede det ved at fortælle sig selv, at han ikke vilde gaa ned paa Gjæstgivergaarden, for der var Stam naturligvis alligevel gaaet ned, eftersom saadan en Grovæder ikke for nogen Pris i Verden vilde undvære sin Middagsmad. Klem overdøvede den Protest, der rørte sig i hans allerinderste: den, som paastod, at Stam ikke var paa Gjæstgivergaarden. Klem gik til Hans Jensen.
Det første, han saâ i Spisestuen lige efter sin Indtrædelse, var Stam. Han spiste Beefsteak med Spejlæg med en mørk, uheldvarslende Mine ved et Bord i Stuens mørkeste Hjørne. Han sad med Ryggen mod Indgangen og opdagede ikke den indtrædende.
Klem følte Frysefornemmelser i dette ganske nye store Lokale, fyldt af Os fra fugtige Mure, fra Lim- og Oliefarve, med de mange tomme, vidt spredte, af Maling glinsende Smaaborde. Hvor langt hyggeligere var dog den gammeldags varme Stue paa Gjæstgivergaarden! Det sværtede Loft var et ærværdigt Minde om Generationer af brave Borgeres
