32
Tre Fuldmægtige.
Vild som en Hjort om Efteraaret lynede Klem hen over det gyngende Gulvs tynde, nyvaskede Bræder, lige bus paa den Der, Stam nys var forsvunden igjennem. Tonerne klang nu tydeligere og stærkere ned ad en temmelig smal Trappe, der viste sig lige for hans Øjne. Uden Plan tog han tre Trin ad Gangen og mere sprang end løb op ad den. Han naaede en halvmørk Korridor, som ved den bratte Overgang fra det stærke Lys nede i Spisesalen blev helmørk. Gjennem utætte Dørfyldinger paa begge Sider tittede hvide Lysstriber ud. De gjorde Klem end mere fortumlet. Klaveret larmede som en Tromme, mens en Mands- og Kvindestemme afvexlende sang:
Hun:
Nu vel, tal du kun frit!
Han:
Den Skulder har ej sin Lige
- nej — og dog —
Hun:
Og dog?
Han:
Og dog maa jeg sige,
endskjønt maaske du ler,
Gudinden, kort og godt — jeg dog beundred mer.
Hun:
Saa Venus overtraf mig?
Han:
O nej!
Men Skjønhed er ikke nok, der maa lidt Ømhed til.
