34
Tre Fuldmægtige.
"Ja, for du er ogsaa … Du er ogsaa …"
"Hold Mund! Jeg er ingen Ting, og du er et Fæ."
"Ja, men jeg banker."
"Ja, men saa bliver du banket."
Nu lød det atter:
Maanen sig hæver,
Dagen slutter,
Natten er skjøn, gjør Sjælen om,
Nyder da flux de glade Minuter,
Lykken er kun en stakket Drøm.
Døren gik op med Brag; om det var Stam eller Klem, som havde brudt paa, kan ingen, ikke engang Stam eller Klem selv sige. Men de kom ind gjennem Døren med en saa uceremoniel Fart, at det saâ ud, som om de vare ved at falde paa Næsen; dog var Farten ikke stærkere, end at de kunde faa rejst sig og bukke.
I det ret rummelige Værelse, med de raa, endnu ikke afpudsede Mure, stod en stor Tospænderseng, et Bord, et Klaver og faa Rørstole. Krog og den skjønne Giovannina Hermansen sad foran Klaveret. Hun havde en blomsterbroget Kattuns Slaabrok om sine bedaarende Former, en hæklet Tingest, nærmest lignende en "Antimakassar" om sit brune, balstyrige Haar, blodrøde Strømper stukne i et Par røde Saffiansslæber. Lige foran hende paa Klaviaturets Diskantside, oven paa den gjennembrudte Træhylde laa et halvt spist Stykke Surbrød med Oxetunge og Sennep.
