82
Partikulier Petersen.
stod han op, Hellig som Søgn. Og paa Helligdagene læste han i den aarle Morgenstund Dagens Text og dens Salmer igjennem, brummende, nynnende. Om han forstod dem? Om hans Tanke fulgte Evangeliets bevægede, geniale Ord, Salmernes snart lyrisk religiøst svulmende, snart plat travende Rhythmer? Spørg Husets Herre derom! Han vilde maaske allermindst af alle kunne svare derpaa. Vist er det, at det gik ham som ved Gudstjenesten: snart græd han, snart brummede eller nynnede han, snart blundede han ind smaanikkende
Der sad han nu i den gamle haardt stoppede Sofa med haard Mahogniryg ovenover det stoppede Parti og de haarde og stejle Sideopstandere af Mahogni, Alt afværgende Magelighed og Hvile, en Voldkrans om alle Hynder, og den manede til at sidde lige op uden at læne sig.
Altsaa der sad Husets Herre, Partikulier Petersen med en Salmebog foran sig, indhyllet i en gammel Chenille — kjøbt for, Gud ved hvor mange Aar siden hos en Merchandiser — med et Lammeskindstæppe under de med Filtsko bedækkede Fødder. Paa det gamle Divanbord — en bejset Fyrretræsplade baaren af en plump Sejle — stod Husets usleste Lampe og brændte. Henne paa en Piedestal i et af Stuens Hjerner stod til Stads to høje ranke moderne Lamper med runde Kupler. Deres mindre Kollega osede ækelt, maaske for ved en plebejisk Virksomhed at spotte de to ørkesløse Aristokrater, der stod højt over dens Niveau og glode op mod Loftet. Oselampen havde Husherrens Sympathi. De
