Ida Clermont gik langsomt hen til Nettet, der var spændt tværs over Banen. Hendes Modstander kom hende i Møde, bukkede nonchalant:
"Det har været mig en Fornøjelse at spille mod Dem." Han gav en Dreng Ordre til at samle Boldtene, vendte sig igen og sagde: "Jeg ser, De har Betingelser for med Tiden at blive en god Spiller. Nu er Deres Slag for løst. Hold Deres Arm strakt i Slaget. Spil haardt, fast og med Lidenskab."
Han kastede sin gule, uldne Kappe over Flonelsdragten og gik rask ind.
Ida Clermont saa efter ham: Han tog sig latterlig ud, som han dér indsvøbt og dukket løb mod Pavillonen. Men Partiet var tabt.
Haardhed, Fasthed og Passion! Dertil maatte man vel kunne drive det. —
De udstrakte Tennisbaner, der omgaves af et rødt Plankeværk, laa saa blændende hvide under den luende Junisol. Pavillonen med sit Styrtebadstaarn hævede sig isoleret paa den nøgne, firkantet afskaarne Flade.