2
Ida Clérmont irriteredes af dette øde Plan, der udstraalede det intense Lys — som et Spejl af den flammende Himmel. Hun følte sig varm og træt, saa modløs.
Da hun lidt senere efter Styrtebadet kom ud fra Pavillonens Dameværelse, stod hendes Modspiller derude, i Skygge under det smalle Halvtag, nikkede til hende og slog Følge. Hun fandt ingen Grund til at forhindre, at han nu fulgte hende helt ind gennem Byen. Med Uro gik hun ved hans Side, ordknap som han. Hun forstod, at hun udenfor Banens snævre Ramme for ham frembød liden Interesse.
Og hun pønsede med Ængstelse paa, hvorledes hun i Tide kunde blive hans Ledsagelse kvit.
De kom fra Alleen gennem Strøgkvarteret, derefter ud i en bred og ganske stille Gade.
Ida Clermont stansede og rakte sin Ledsager Haanden. "Addieu, Mr. Marshner. Længere skal De ikke følge mig." Og hun pegede paa en Port for at tilkendegive, at her var hendes Maal.
Marshner mærkede sig Huset, der var en stor herskabelig Ejendom. Den monumentale Port lukkedes ved et smukt Gitter af Smedejern. Og paany betragtede han sin Ledsagerske: Hendes Ansigt forekom ham nu dejligt, saa blegt under det hvide Slør; han mønstrede kyndigt hendes Toilette, der var af engelsk Snit. Efter al Sandsynlighed var hun Lady, hvad han aldrig gik ud fra i dette Land, hvor han som Fremmed med Vanskelighed skelnede Nuancer indenfor Selskabet. Han var
