Vejskarnet smækkede under Hestenes Hove, Dyrene prustede, og da de følte Sporene i deres Kød, undredes de og trykkede sig.
Ida Clermont forstod, at Broderen raabte til hende; men hun kunde ikke opfatte hans Ord, rystede paa Hovedet.
De red i skarpt Trav. Poplernes lange Perspektiv syntes Ida som grønne, bølgende Kamme, der rejste sig mod hende, veg ud til Vejens Sider. Hun saa Broderen fare forbi, foroverbøjet, huggende i Sadlen som en Jockey. Hun raabte til ham, at de red for hurtigt, hvorfor de jog saaledes af Sted; men han kunde sagtens ikke høre hendes Raab. Hun frygtede for, at Broderen skulde ride fra hende; skønt: hvorfor skulde han ride fra hende?
Nu var han langt foran. Han vendte sig i Sadlen, vinkede, raabte. Hun satte sin Hæl i Hestens Flanke, og dens Skælven forplantede sig til hendes Skuldre. Hesten gjorde et Spring og slog over i Galop.
"Hallo!" raabte hun. Hun ængstedes allige-
