97
bede sig frem mod ham, ind over ham, at den inden længe vilde gaa hen over ham, knusende ved sin Vægt.
Han rettede sig i Sadlen, vendte sig mod Søsteren, nikkede, løftede sin Ridepisk. Han fløjtede til sin Hest.
Han saa de talløse, vidt opspærrede Øjne, som stirrede ham imøde ud fra denne Barrikade af graa og gule Kødklumper, der væltede sig mod ham, nu var inde omkring ham, dukkede sig. Udspilede Fingre strakte sig som Grene ud af dette Kaos af Tøj og Kød.
Og fjernt udenfor hans Vilje var endnu en svag, undrende Bevidsthed; det var som tumlede han dér, dybt inde, med et Problem, der skulde løses, — og som han nu ogsaa var i Færd med at løse.
Skrig og Brøl slog op imod ham, Hænder klamrede sig til hans Stigbøjler, greb efter hans Støvler. Der stod Rækker af knyttede Næver op mod ham. Han hørte Søsterens Stemme bag sig, hendes klare Latter. Han kom ikke videre; han vilde videre!
Han svang Ridepisken tilbage over venstre Skulder. Og han bemærkede et stort, skægløst Ansigt i Højde med sit Knæ. Han saa nu intet andet end dette Ansigt. Det var glatraget, der hang en Lok Haar ned i Panden, de blege og buldne Øjne mødte hans.
Og med ét var han fri, det var, som blev han en generende Byrde kvit. Hesten bar ham nu i
