96
Arm i Arm, idet de udstødte firstemmig Sang af deres vidt aabne Munde.
Der kom syv hvidklædte Piger, tungt og slæbende, alle meget generte; og de bar paa deres Skuldre Modellen af et Tag under Rejsegilde. Der var ikke en eneste smuk eller gratiøs af disse Piger. — De smukke fløj sagtens ud ved deres Aftenherres Arm, og ansaa sig for Overklasse — medens Champagnekilderne sprudlede — — —
Der kom syv Herrer med Silkehat og hvide Slips og lange Sløjfeender i Opslaget. De vendte deres nysgerrige og gennemtrængende Blikke mod de ventende Ryttere. En af dem løftede Haanden, og Hoben bagved udstødte et Raab, svingede deres Hatte. De haanede Uniformen med mange Skældsord, som de erindrede fra deres Soldatertid; de morede sig over de nervøst skælvende Dyr, hvis utaalmodige Ryttere sad foroverbøjet i Sadlen og maatte vente.
Og Leo følte sig bestandig knuget ned under dette umaadelige Antal. Hvad galdt han fysisk og moralsk mod Massen? Hvad betød hans Interesser, hans Smag, hans Instinkter mod denne Kolos af tusind smaa Interesser, tusind bandsatte, forbitrede Instinkter, der i Klump væltede sig den samme Vej mod det fælles Maal: Magt, mere og mere; Besiddelse, et evigt, groft Begær!
Og for hans Øre lød en dump Lyd som af Trommer, hans Krop rystedes i smaa Ryk. Og med ét indsaa han, at denne Mur foran ham var en Modstand, en tyk og fast Modstand, der skub-
