95
kurve; de førte smaa, pyntede Pigebørn ved Haanden. Et Pattebarn med Fløjelskasket stak sit blegfede Ansigt ud fra en Barnevogns Kalesche og søgte hans Blik. —
Gaden spyede dem ud. Kolonne efter Kolonne uden Variation, den bestandige jævnt travende Gangart, den samme struttende Hattepynt, smaa Papirsflag, en umaadelig Udførsel af levende Menneskekød, spændt i mørke eller spraglede Klæder — eller nøgent: disse ensfarvede, bare eller skæggede Ansigter — alle af én Type, én grov og primitiv Type.
Og han forfærdedes over denne uhyre Masse, der betød et ubekendt, umaadeligt Tal af Enheder, af smaa enige Viljer, der hver for sig vilde frem og forbi, før han fik Lov til at komme frem. Han følte en pinlig og tildels uklar Frygt: Alle disse — alle disse var nu ogsaa paa Vej og vilde have deres Del — — —
Saaledes var en Gang store Masser draget ud med Bøsser og Knipler, for at fordre deres Del af hans Forfædres Ejendom. Og de havde trampet en hel Tids Magt og Kultur under deres plumpe Støvler, — indtil nye Herrer, ny Kultur rejste sig over deres Trælleskuldre.
Alle disse grove, runde, eller knoklede Fysiognomier syntes ham at bære Præget af det samme, noget tunge, langsomme, men meget sikre Begær: efter at komme op og faa Andele. Konerne holdt deres Mænd under Armen og drev dem frem; og unge Mænd med hvide Huer kom marscherende
