137
i lys Lue, dens Vinger maatte ligne en hvirvlende Flammesol, der saaede Gnister ud over hele Himlen. Mændene dér foran burde en efter en kaste sig ned paa Knæ, give Ild, falde tilbage, tumle, skrige og vælte sig paa Siden, bløde. Blodet vilde i Straaler springe ud over Sidemændenes Fingre.
Igen blinkede det foran dem, bag et Gærde. Et Brag som af Tøj, der reves itu!
Det gav et stærkt Ryk i hans Krop, og mekanisk som efter en Ordre, gav han Kommando: "Skyttekæde! Visér 400. Skyd!"
Vaabnene raslede. Et Par skarpe, haarde Knald til venstre, dernæst en lang Række Smæld ud over Markerne — flere, rappere, Lydene kædede sig i hinanden. Han lyttede endnu, spejdede ind gennem Mørket, grebet af Øjeblikket, i Spænding som foran et vanskeligt Spring. Han krøb paa Knæ hen til det næste Gærde. Mandskabet løb frem i spredt Orden — — —.
Tæt forbi hans venstre Øre kom et skarpt Fløjt, Vand og Jord fra Diget sprøjtede op i hans Mund. Han opfattede et stærkt Knald, klart og fast over Ildens ramlende Støj. Han sprang op, hans Fingre klemte om Sablen. Igen fornam han denne lange, pibende Skæren nær forbi sit Ansigt, et nyt Knald — og igen.
Han tumlede tilbage, faldt ned paa Gærdets Skraaning i Dækning. Han hørte ikke flere af disse saa ejendommeligt faste, tørre Knald, blot de ujævnt bragende Salver. Han følte paa
