En meget høj, meget svær Herre traadte baglænds ud af Overretssagfører Jacobs indre Kontor. Han tørnede haardt imod Ida, der havde rejst sig fra sin Stol, undskyldte sig arrigt; og han huggede med sin Silkehat ind mod Jacobs, som kom til Syne i Døren, meget bleg, smilende. "De skal høre fra mig," raabte den vrede Mand; "De skal høre fra mig, om De saa har Direktion og Revision i Deres Lomme." Og han tilføjede: "De er simpelthen gal! Addieu."
Da han var borte gik Jacobs hen til Ida. "Jeg har længe set Dem vente herude," sagde han; "men det var mig umuligt at blive af med dette ubehagelige Menneske." Han strøg den flade Haand over sit Ansigt som for ved Gnidning at give det Rødme. Hans Øjenlaag, der lignede smaa Skærme af Porcellain, vuggede saa særegent bevidst over de kloge Øjne. "Kom nu herind Ida," sagde han, "jeg er for Tiden ikke nogen glad Mand. Jeg overrendes af rasende Aktionærer. De truer mig med, at de vil indkalde en ekstraordinair Generalforsamling." Og idet han fulgte
