140
hende ind i det halvmørke, tæppebløde Værelse, fortsatte han: "Jeg er endnu Disponent for et Aktieselskab, der køber og atter afhænder Grunde i Stadens Periferi. Det er mig et meget uheldigt Tidspunkt nu, da jeg netop staar overfor store Planer, at skulle stanses af disse frygtagtige Dumrianer. Jeg er som Følge heraf meget irritabel, af og til endogsaa ganske desperat. Men Deres Nærværelse stimulerer mig som Æther. Tak, fordi De kom."
Ida bøjede Hovedet let. Hun fugtede sine Læber for at tale, men rykvis kom bestandig nye Tanker frem, de snublede over hverandre. Hun fandt ingen Form for en Indledning. Hendes Blik søgte rundt i Værelset: Der var saa lidet at finde i dette Værelse. Blot: Mahogni, Filt — og saa denne Mand, der vedblev at betragte hende, idet hans Øjenlaag rhytmisk gled ned, som ønskede han at fornemme hende i en Række stærke Øjeblikke.
Paa et lille Bord stod en Flakon af sleben Krystal. Og hun fandt i den et Brændpunkt for sit Blik.
Endelig sagde han: "Ida bliv min." Han smilede, fast, klogt, der var lidt Dirren i Stemmen. Hun for sammen under en pludselig varm Strøm, der rislede fra hendes Ryg ud i hendes Krop, overalt i Ansigt, over Arme, Lænder, Knæ. Men da Jacobs i det samme rejste sig og med trætte Miner drev hen ad Gul vel, blev hun rolig og rystede paa Hovedet.
