141
"Nej," sagde hun, "hvad skulde det gavne os, om det saa ogsaa skete."
Han overvejede: "Gavne! Mon egentlig ikke netop gavne — tjene bægges Planer. Vi er ikke, men vi kan blive en Betingelse for hinandens Fremgang. Jeg trænger til Stimulans, til Deres klare Tankes Incitament, Deres Vid, Deres utaalmodige Drift som Piskeslag over min Vilje. Til at fornemme Deres Haand i min, Deres varme, faste og kraftige, lille Haand. Den skal fatte om min, som jeg en Gang saa Dem efter lang Vragen i Bundet fatte om en smidig Golfkølle, løfte den, svinge, hugge. Ida! Jeg skal drive den lille hvide Kugle frem over Banen, forbi de andres, i Syvmilespring foran de andres. Og i en uhørt Rekord skal vi naa Maal — — et lille, kantet Hul, gravet i Jorden.
Ida sagde: "Altid bryder De af, naar De flyver — og falder ned træt og uden Haab. Jeg stoler ikke paa Dem. De spotter mig, ja Dem selv, og det vi nu kunde finde paa at iværksætte sammen. De er ikke paalidelig."
"Giv mig Deres Haand," sagde han, "og De skal se, at jeg kan hvile i Banens Moment med sand Spilleglæde. Med Deres Haand i min! Med Deres Legem nær mit. Ida! Vi to hører sammen. Ida elsker De mig?
"Jeg ved det ikke," sagde hun. "Og det er heller ikke Sagen." Hun kom til at se paa hans Haar, der var ganske fint, alligevel meget tæt; hun tænkte, at om man pustede let hen over dette
