Denne side er blevet korrekturlæst
149
vardens Træer ned i hendes Hat. — — — Eller hun vilde ikke leve! Ak! at man blev ved at leve — — —.
Og igen mødte hun inde i Vrimlen denne Mand, der bestandig søgte hendes Øjne i Mødet. Igen følte hun hans Blik lægge sig til Rette i hendes — for i næste Nu at vristes ud og svinde. Hans Blik var saa mildt, roligt, trygt, dog af en egen øm Voldsomhed. Hun vidste intel om ham, bestandig intet — — —.
Man ødslede sit Liv, man gik blind — i en blind Bane, fandt intet, levede halvt — indtil en Dag. — — —
