148
Skød og opgav Ævret? Her løb man omkring Gade op og ned, føjtede gennem Sale, frembød sig til Mændenes dvaske Begær, uden Længsler, uden Elskov, alene af Vane. — Hvorfor ikke hellere kaste sig ud, smide sig hen? — — Lykkelige: de ukendt fødte, de halvt sultede og uopdragede, der af Vane levede et Liv fra Haand til Mund, — og som aldrig havde Hastværk henad en Bane — følgende en lille hvid Kugle. — — —
Nu gik Grev Kolbe ved hendes Side og søgte at stryge sin Skulder mod hendes.
Og lidt senere foreslog han hende med stor Frækhed, at hun skulde gaa med ham, se hans Stuer, hans Bibelots, hans Samling af Hovedvandsæg.
Han var hende modbydelig. Modbydelig som alle disse Mænd af hendes Kreds. Bestandig søgte de Berøring med Kvinder, der ikke angik dem, siden de ikke elskede disse Kvinder.
"Nej!" erklærede hun. "Selvfølgelig gaar jeg ikke med Dem nu. Det blev vist for farligt for mig."
Han syntes smigret og forfulgte ivrigt sit Maal. Hun tænkte, at han ansaa hende for en let Prise: en formueløs Pige, uden Ressourcer, sagtens ikke vanskelig at underkøbe.
"Ja, jeg skal komme," sagde hun og lo, "naar Skoven en Gang igen bliver grøn — og jeg lever — og for Resten er den, jeg nu er." Men hun tænkte: at Skoven blev aldrig grøn igen. — Nu faldt alle Blade, — de ringlede fra Boule-
