147
Dette skal dog ikke gælde. Det er jo blot komisk!"
"Komisk eller ikke," sagde han, "det er Deres Løfte, Deres Pant, min eneste Garanti! Alene dette Brev paa Deres Favn vil være mig en ganske overordentlig Lykke."
"Det betyder jo dog intet," sagde hun, tog Pennen og skrev sit Navn.
Han førte Papiret til sine Læber. "Jeg elsker Dem," sagde han.
"Ja, kunde jeg blot rigtig stole derpaa," sagde Ida og rakte ham Haanden til Afsked. — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Hun begyndte, medens hun gik ned gennem Gaderne, at overveje Situationen; men hun fandt ingen Holdepunkter. Hun var forvirret, nedtrykt, alle de Tanker, der kom til Klarhed, var af ubehagelig Art. Hun tænkte, at man paa ingen Maade kunde sige, at hun nu havde solgt sig til denne Mand. Hun bandt sig blot til ham — ved noget mere end det Sympatibaand, der allerede bandt dem meget fast til hinanden. Om det gik helt galt, kunde hun jo ægte denne Jøde. Nej, her var ikke tale om Salg. Hun havde jo intet givet ham til Vederlag. Naar hun en Gang ægtede ham, — da først kunde det siges at være fuldbyrdet Salg.
Og hendes Skuldre sitrede Gang paa Gang i smaa nervøse Anfald: Hvorfor jog man, hvorfor higede man; hvorfor satte man sig ikke ind paa en af disse Trappegange, lagde Hænderne i sit
