146
"Saa lad os synke i Forening," sagde han. Et Smil slørede hans Ansigt.
Ida skælvede. "Nej, hvorfor synke? Sørg for at blive ved at leve, Hugo!"
Han ledte i en Skuffe. "Skal jeg underskrive et Papir?" spurgte hun.
Han tog af Skuffen en trykt Blanket. "Nu laver vi Kontrakt. Her sætter jeg Deres Navn som Skyldner, her mit som Kreditor. Her sætter jeg Summen. Hun tog Papiret og læste:
Panteobligation.
Jeg underskrevne … her stod hendes Navn, — erkender herved, at jeg som pur og vitterlig Gæld er bleven skyldig til ....
Hun saa op. "Vel," sagde hun, "det er godt." Hun læste videre:
— — Til Sikkerhed for denne min vitterlige Gæld, hvilken jeg forpligter mig og Arvinger til skadesløst at tilbagebetale min Kreditor — — — giver jeg herved denne min Kreditor Lovens Underpant i — — —
"Hvad nu?" sagde hun. "Jeg ejer intet!"
Han nikkede. "Jovist!" Og idet han greb en Pen, indføjede han bag det sidste Ord: Mig selv, Legeme og Vilje, Øjne, Hud, Læber, min Ære, min frie, uberørte Favn — alle mine Tanker — — —."
"Skriv saa under!" raabte han.
Hun betragtede ham forundret: "Er De gal?
